02-04-2008
Rekordår for Mark Information
Et rekordresultat hos Mark Information indikerer, at virksomheden holder næsen i sporet i forhold til den ambitiøse vækststrategi.
Danske Mark Information leverer endnu en gang et solidt resultat. 2007 blev virksomhedens hidtil bedste. Mark Information er Nordeuropas førende udbyder af løsninger til opsamling, bearbejdning og synliggørelse af virksomheders resourceforbrug, og virksomheden kan efter et rekordresultat konstatere, at den ambitiøse vækststrategi der blev udarbejdet i 2006 har båret frugt. Vi kan kun være tilfredse, når alle vigtige nøgletal er to-cifrede, udtaler CEO Steffen Meyer, der samtidig forventer et fortsat øget aktivitetsniveau og tilgang af en række nye kunder også i 2008. Det danske hjemmemarked er fortsat koncernens største, men også i Norge og Sverige har vi oplevet et markant forøget aktivitetsniveau, ligesom vi i England opnåede en forbedret rentabilitet, siger Steffen Meyer. Bruttofortjenesten var i 2007 på 50,4 mio. kr. (39,4 mio. kr. i 2006) og resultat af primær drift blev 4,6 mio. kr. (0,4 mio. kr. i 2006).
Effektivisering og omkostningsreducerende tiltag er, måske mere end nogensinde, en afgørende parameter i virksomheders stadige bestræbelser på at forblive rentable og konkurrencedygtige. Mark Informations produktportefølje har historisk hjulpet mange virksomheder til at effektivisere og forlænge effekten af et ERP-system – f.eks. SAP - de sidste meter ud på fabriksgulvet til den enkelte maskine eller medarbejder. Vores produktportefølje vil i løbet af 2008 blive styrket yderligere med funktionalitet til understøttelse af de mobile medarbejdere samt understøttelse af vagt- og bemandingsplanlægning, hvilket især er påkrævet indenfor både retail- og servicebranchen, udtaler Steffen Meyer.
Yderligere information:
CEO Steffen Meyer, mail: stm@mark-info.com, mobil 2461 0397

