Nyheder fra Mark Information

29-08-2007

Opkøb åbner nye markeder for Mark Information

Pressemeddelelse

Med opkøbet af det danske firma Vagtplan.dk skærper Mark Information sit fokus på detail- og servicesektoren. Opkøbet tilfører Mark Information mange års erfaring med bemandings- og vagtplanlægning, en attraktiv kundeportefølje og en udviklingsafdeling i Rumænien.

Mark Information har købt den danske nichevirksomhed Vagtplan.dk, der med Sven Spliid Neustrup i spidsen er specialiseret i bemandings- og vagtplanlægning i detail- og servicesektoren. Opkøbet spiller en central rolle i Mark Informations fremtidige strategi, som netop sigter på at få en stærkere position på disse markeder som supplement til virksomhedens solide fodfæste i produktionsindustrien. 

Udover et gennemprøvet bemandings- og vagtplanlægningssystem får Mark Information adgang til en række attraktive kunder som Berlingske Tidende, BT, Apollo og Lalandia. Men måske endnu vigtigere er de 10 års erfaring og udviklingskompetencer inden for bemandings- og vagtplanlægning, som opkøbet også bidrager med.

- Vores eget system, ProMark, indeholder allerede en række funktioner til bemandings- og vagtplanlægning, men ikke på spidskompetenceniveau, og det er nødvendigt, når man skal levere til de medarbejdertunge virksomheder i detail- og servicesektoren. Med Vagtplan.dk får vi nogle særdeles stærke kort på hånden både personalemæssigt og på IT-siden. Samtidig får vi en udviklingsafdeling i Rumænien, som kan udvides i takt med, at vi vokser, siger Torkel Olrik, bestyrelsesformand i Mark Information.

Mark Information overtager alle aktiviteter, medarbejdere og kunder i Vagtplan. Ifølge Torkel Olrik bliver Vagtplan.dk's rumænske udviklingsafdeling en del af Mark Informations udviklingsteam, og sammen skal de to afdelinger i de kommende måneder arbejde med at integrere bemandings- og vagtplanlægningssystemet med ProMark.

Om Vagtplan
Vagtplan blev etableret i 1997 af Sven Spliid Neustrup og har speciale i vagtplanlægningssystemer for medarbejdertunge virksomheder. Sven Spliid Neustrup har som selvstændig konsulent implementeret vagtplanlægningssystemer hos bl.a.SAS Commuter, Sterling Airways, Bornholms Lufthavn, Toldcenter København og Statens Museum for kunst. I 1999 lancerede Vagtplan sit eget planlægningssystem, som anvendes af bl.a. Berlingske Tidende, BT, Apollo og Lalandia. Der er flere oplysninger om Vagtplan på www.vagtplan.dk.

For yderligere information, kontakt venligst:
Torkel Olrik, bestyrelsesformand i Mark Information, tlf. 23 24 26 60