(Dansk)
.
Kundelogin
Få vores nyhedsbrev

Modtag aktuelle nyheder og vigtig viden om Workforce Management ca. en gang om måneden

Workforce Management skaber grundlag for god ledelse

Interview med Professor dr. merc. Henrik Holt Larsen fra Institut for Organisation ved CBS

Professor dr. merc. Henrik Holt Larsen fra Institut for Organisation ved CBS er en af sværvægterne inden for Human Resource Management. Han har især beskæftiget sig med strategisk og international HRM med særlig vægt på talent- og kompetenceudvikling samt ledelse.

I dette interview peger han på, hvorfor workforce management kan skabe mere tillid mellem medarbejdere og ledere. Især fordi det øger kvaliteten i de beslutninger, der træffes i dagligdagen. Men også fordi det sikrer, at man har den rigtige medarbejder på det rigtige job til den rigtige pris.

Hvordan kan workforce management være med til at styrke produktiviteten i en virksomhed?

Gode ledelsesbeslutninger kræver et godt informationsgrundlag, og det kræver data. "What gets measured gets managed". Der er et stigende krav – ikke mindst fra topledelsen – om, at man kan levere data, målinger og evidens – et krav, man har levet med inden for andre fagdiscipliner i årtier. Tænk blot på lægevidenskaben og dens massive fokus på databaseret evidens.

Kan workforce management betyde, at ledelsesopgaven bliver taget ud af hænderne på lederne og i stedet afløses af "systemer"?

Nej, det er helt udelukket. Der er forskel på at generere data samt styre dataproduktion – og så træffe de ledelsesmæssige beslutninger, der hviler på disse data. Men ledelse og ledelsesbeslutninger bliver forhåbentlig mere rationelle deraf.

Hvad er det bedste ved workforce management for medarbejderne – og for lederne?

Med den brede pensel kan man hævde, at det er i medarbejdernes interesse, at beslutninger vedr. arbejdsstyrken (= de menneskelige ressourcer) træffes på et oplyst grundlag. Det er altid sværere at forklare, hvorfor det er godt for medarbejderne, end det er at sandsynliggøre, at det er godt for virksomheden og dens ledelse.

 

Henrik Holt Larsen

Henrik Holt Larsen har bidraget til mere end 40 bøger og over 300 tidsskriftsartikler.

Han er ofte anvendt som underviser i både Danmark og udlandet. Udover det medvirker han i udviklingsprojekter i både private og offentlige virksomheder.

Professoren er koordinator for den danske del af Cranet, som beskæftiger sig med HRM-strategi og praksis i 50 lande

Hvad med tilliden mellem ledere og medarbejderne; kan det blive påvirket af workforce management?

Workforce management kan – hvis det håndteres godt og præsenteres for medarbejderne på en indfølende og respektfuld måde - skabe mere tillid mellem ledere og medarbejdere. Men hvis man ikke forstår at forklare, forsvare og inddrage medarbejderne, kan det omvendt skabe en kløft mellem de to parter.

Hvordan ser du som en af Europas førende HRM-eksperter på workforce management?

Workforce management er ét blandt flere svar eller løsninger på det stadig stigende krav om at "sætte pris på medarbejderne" - ikke blot i overført, men også bogstavelig forstand. Personalerelaterede omkostninger kan udgøre op til 80% af de samlede omkostninger, så derfor vil det være irrationelt og uansvarligt IKKE at interessere sig for at optimere dette.

Omvendt må man ikke lade sig forblænde af data og sluge dem råt. Gør man dét, lider beslutningernes kvalitet stærkt derunder. Som Einstein har sagt: Det er ikke alt, der kan tælles, der tæller. Og det er ikke alt, der tæller, der kan tælles. Balancen er vigtig – også i en virksomhed.

Tilbage