(Dansk)
.
Kundelogin
Få vores nyhedsbrev

Modtag aktuelle nyheder og vigtig viden om Workforce Management ca. en gang om måneden

ProJob erfagruppemøde hos Jydsk Aluminium Industri

ProJob erfagruppemøde hos Jydsk Aluminium i Herning den 11. juni 2008

Mødet havde deltagelse fra Trier Christensens Maskinfabrik, Danstoker, Neoperl og Expedit ud over værten selv.

Gruppen skulle i løbet af dagen gennem følgende agenda:

  • Velkomst
  • Godkendelse af referat fra 14.11.2007
  • Næste møde
  • Kort om JAI og jobregistreringer
  • Rundvisning
  • Frokost
  • Fri debat

Erfamødet hos Jydsk AluminiumDer blev gået seriøst til værks med en rigtig god stemning fra morgenstunden, hvor man startede med en ”bordet rundt”. Her blev berørt service-niveauet i Customer Support og forskelle og fordele ved den nye og den forrige ProMark-version. En god portion humor prægede gruppen, der virkede som om, den var rigtig godt sammentømret.

Skulle der smides lidt malurt i bægeret handlede det mest om, at der var for få, der responderede på invitationerne til erfagruppemøderne til trods for, at flere store ProMark-kunder bor i umiddelbar nærhed af JAI. Der var et udtrykt ønske om, at Mark Information gik proaktivt ind i en relancering af erfagruppernes betydning og popularitet.

Birgitte Butzkowsky præsenterede på mest inspirerende vis JAI og virksomhedens anvendelse af ProMark. Både under og efter en meget vedkommende præsentation blev stillet mange interesserede og uddybende spørgsmål.

Der var efter præsentationen ingen tvivl om, at JAI anvender ProMark optimalt, har stor viden om systemet og finder det meget motiverende at bringe denne viden videre til andre ProMark-brugere. Blandt andet delte Birgitte materiale rundt, udarbejdet af JAI til introduktions- og undervisningsformål i brug af ProMark.

Imponatoreffekten lod ikke vente på sig, alle øvrige deltagere var synligt imponerede af både præsentation og omdelt materiale, og Birgitte måtte love at maile digitale versioner af materialet til deltagerne.

Generelt savnede gruppen et indlæg fra en Mark Information konsulent – dette har tidligere været meget positivt modtaget og opfattet som en slags undervisning. Mark Information modtog den meget tydelige opfordring til at sørge for et konsulent-indlæg ved næste møde.

Flere af deltagerne udtrykte, at det var godt at vide, at der var erfarne medlemmer som JAI i gruppen, når de skulle til at tage nye dele af systemet i brug, eksempelvis ProReport.

Så var det tid til rundvisning på JAI – alene denne aktivitet kunne få deres udsendte til at melde sig ind i samtlige erfa-grupper. At se en komplet produktion fra A-Z, uanset, hvad den i øvrigt fremstiller, er meget spændende. Birgitte fragtede på kyndig vis gruppen rundt i hele produktionen, herunder forbi hver eneste Mark terminal. Der blev illustreret og demonstreret, hvorledes ProMark anvendes overalt i virksomheden. Jeg kom væk fra gruppen et par gange – blev ganske enkelt fængslet af den oplevelse det var at betragte meget traditionel og manuel produktion, kombineret med ultra-moderne robot-teknologi.

Efter rundvisningen var der frokost – dagens lune: Biksemad med det HELE!

Tilbage i plenum for konklusioner på dagen og fri debat. Ingen nævneværdig debat, men en konklusion og en henstilling fra jeres udsendte: Meld jer straks ind i relevant erfa-gruppe – det kommer I ikke til at fortryde!



Deres udsendte havde uddelt et lille spørgeskema til 3 af de deltagende virksomheder for bl.a. at afdække deres udbytte af medlemskab af erfagruppen:

  • Der var en generel stor tilfredshed med medlemskabet. Det at se andre medlemsvirksomheder samt at høre om deres brug af ProMark - udfordringer og fordele
  • Fordelene ved medlemskabet er kontakten til ligestillede, der står til rådighed for spørgsmål ved eventuelle problemer
  • Nogle af deltagerne er også medlemmer af andre af ProMark erfagrupperne
  • Flere af deltagerne ønsker en chat-funktion på kundenettet
  • Alle deltagere er tilfredse med, at en repræsentant fra Mark Information er fast deltager på erfagruppemøderne, og alle ønsker endvidere, at der på hvert møde deltager en konsulent, der kan fortælle om nyheder og fremtiden i systemet
Tilbage